Diana Benneweis: ”Takket være Gud har jeg fået mit liv og min forstand tilbage”

Efter lang tids sygdom har Diana Benneweis med Guds hjælp fundet tilbage til et værdigt liv.Overfor mig sidder Diana Benneweis med et stort krus kaffe. Hun bobler af livsglæde. Hendes smil er som en solstråle, der bryder igennem himlen en overskyet efterårsdag. Det mørke hår er klippet i en kort pjuske-frisure. Lidt eyeliner og en smule lipgloss er med til at fremhæve hendes smukke ydre og understege hendes personlighed.

– Og så skriger jeg af mine lungers fulde kraft min glæde ud og råber til Gud : ”Tak!”
Foto: Britt Lindemann

Umiddelbart ser hun ud til aldrig at have haft nogen krise i sit liv.
Men det har hun.
En meget stor krise, som var ved at skubbe hende helt ud over kanten og trække hende ned i afgrunden.
I 1997 blev Diana ramt af en alvorlig psykisk lidelse. I syv år har hun kæmpet med sygdommen. Det har været en kamp mellem det gode og det onde. Men Diana er en fighter. Hun giver aldrig op. I stedet for bare at sidde hen og lade sig opsluge af mørket, handlede hun på sin sygdom og begyndte at slås for sit liv. Lyset sejrede over mørket, og i dag er hun gladere end nogensinde før. Selv om lægerne mente, at hun skulle være medicineret resten af sit liv, er hun nu fuldstændig medicinfri.
– Under mit sygdoms-forløb har jeg hele tiden haft Gud med på sidelinien som hjælper og trøster. Min tro har en stor del af æren for mit nye liv.
– Ja, man kan godt sige, at det er takket været Gud, at jeg har fået mit liv og min forstand tilbage, fortæller Diana.

Hvad var det, tror du, der gjorde, at du blev psykisk syg.?
– Præparatet Prednisolon, som jeg havde fået ordineret imod tryknældefeber, havde store bivirkninger og fremkaldte en meget voldsom psykisk reaktion. Jeg blev indlagt og fik diagnosen: bipolart affektivt syndrom – maniodepressiv/ psykotisk.
– Men når det er sagt, så tror jeg, at jeg blev syg, fordi jeg på mange måder levede i strid med de fleste af mine overbevisninger. Hele mit liv har jeg spillet nogle roller, der ikke havde noget at gøre med det menneske, jeg i virkeligheden var.
– Selv om min indre stemme mange gange har prøvet at kalde på mig og få mig til at stoppe op og tage mit liv op til revision, så har jeg overhørt det. Jeg ville ikke og havde heller ikke mod til at gå ind i den smerte, der altid er forbundet med at kigge indad og huske på ting, der har været så svære, at man foretrækker at glemme dem. Jeg blev ved med at skubbe alle de dårlige oplevelser væk. Proppede dem ned i en kasse og lagde låg på! Overvejede slet ikke, at det kunne være, at der snart ikke var mere plads i min indre kasse. At låget snart ville falde af!
– Jeg fortsatte med at leve op til de mange krav, som jeg selv og andre forventede af mig. Smilede hele tiden, sagde ja til alt og ønskede bare, at alle var glade.

I 1997 blev Diana ramt af en alvorlig psykisk lidelse. I syv år har hun kæmpet med sygdommen.
Foto: Britt Lindemann

-Da min far Eli Benneweis døde, tillod jeg mig ikke at sørge. Det havde jeg slet ikke tid til. Det måtte vente, til cirkus-sæsonen var slut. Men min far var mit livs kærlighed. Jeg elskede ham højt, og tabet af ham var simpelthen for meget for mig. Det, plus at andre mennesker, som jeg holdt af og virkelig stolede på, pludselig forlod cirkus`et, gjorde, at jeg brød fuldstændig sammen.
-Desværre, kan man sige, er jeg den type, der skal blive alvorligt syg, før jeg vågner op og forstår, hvilke omkostninger det har at skøjte hen over de dybt traumatiske hændelser, som skete i mit liv. Jeg forstod, men først alt for sent, at det har sin pris at fornægte sig selv og sine svære følelser. Og jeg kom til at betale prisen!
– Jeg måtte kæmpe en meget hård og svær kamp for at få mit liv tilbage. Mange gange har jeg været totalt udmattet og følt, at jeg ikke kunne mere. Da har jeg vendt mig til Gud og sagt: ”Din vilje ske. Jeg lægger mit liv i dine hænder. Nu må du tage over. Jeg kan ikke mere.”

– Det har altid været naturligt for mig at bede til Gud og være et troende menneske, fortæller Diana. Jeg er opvokset med Bibelen som godnatlæsning. Min bedstemor, der fungerede som min mor, var nok den stærkeste kvinde, jeg har haft at spejle mig i. Hun gav mig masser af kærlighed. Hun var kristen og lærte mig, hvor stor kraft der er i bøn, og hvilke store ting bøn kan udrette.
– Da jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling på Hillerød Centralsygehus, var det for dem, der kom og besøgte mig, som at træde ind i en lille kirke. Jeg havde en bibel og et krusifiks liggende på natbordet. Omkring mig lå der masser af ikoner og rosenkranse. Jeg samlede på hellige symboler. Var overbevist om, at de var det eneste, dæmonerne og de onde ånder, der plagede mig, havde respekt for – og at de derfor holdt sig på afstand.
– Plejepersonalet og lægerne, der dagligt var omkring mig, så, hvor stor betydning disse relikvier havde for mig. De kunne heller ikke undgå at høre, hvor mange gange om dagen jeg bad til Gud. Men på trods af mit religiøse univers var der ingen, ikke én, der kom på den tanke, at det ville være gavnligt for mig at tale med en præst.
– Jeg er skuffet og lettere forarget over, at man ikke tilkaldte hospitalets præst, Anne Boye. Jeg er sikker på, at det ville have gavnet mig og beroliget mig at tale med hende.

– Jeg har fulgt en del med i debatten om djævleuddrivelse. Selv om det er et meget prekært område, synes jeg, at man på psykiatriske afdelinger skal overveje, om patienter med religiøst betonede tanker kunne have glæde af at få foretaget en form for djævleuddrivelse. Under mit sygdomsforløb følte jeg mig ofte besat af det onde, og jeg ved, at der er mange patienter, der har det ligesådan. De kæmper en kamp om liv og død. I så svære situationer kan man da ikke fortsætte med kun at medicinere patienten og slå alt det religiøse hen med : ”Hun er bare psykotisk”.
– Den patient, der ligger og kæmper mellem det onde og det gode, må man tage alvorligt, for jeg lover dig, og det kan jeg skrive under på, at det er dybt dybt alvorligt..
– Man skal ikke forkaste de behandlingsmuligheder, der ligger inden for det psykiatriske system, men jeg mener, at der er situationer, hvor man bør gå ind på den syges præmisser og forsøge at lindre deres sjælekval derfra.

– Jeg har altid hellere villet tale om mit sexualliv end om min tro. I nogle år har jeg haft Gud gemt af vejen. Har aldrig nævnt over for nogen, hvordan mit forhold er til ham. Hvad kommer det egentlig andre ved, har jeg tænkt.
Sådan er det ikke mere.
– Jeg tror, jeg ville have været død, hvis Gud ikke havde hjulpet mig og været der for mig i den frygtelig slidsomme kamp, det har været at kæmpe mig tilbage til livet. Han er min redningsmand og meget værdifuld for mig. Og han skal aldrig mere, som alt andet, der har stor værdi i mit liv, forties eller gemmes af vejen. Aldrig !
– Vi kan ikke bebrejde Gud, når vi på grund af uansvarlighed og forkerte valg havarerer og falder ned i et stort sort hul.
– Vi må selv åbne den sorte box og finde ud af, hvad det var, der gjorde, at det gik galt.
Igennem livet bliver vi alle udsat for sorg, skuffelser og svigt. Det kan ikke være anderledes. Men hvis vi ikke kigger på det svære og tænker over, om vi kan lære noget af det, så oparbejder vi en enorm tung bagage, som vil påvirke os resten af livet.
– Gud har givet os livet. Det er en en meget dyrebar gave, som vi ikke må lade gå til spilde, men værne om.

Har din sygdom lært dig noget. Og hvis den har, hvad?
– Uden min sygdom er jeg ikke sikker på, at jeg ville været nået dertil, hvor jeg er i dag. Jeg har måttet revidere mit liv og lægge det totalt om. Finde nye adfærdsmønstre og værdier.
– Det kan være nødvendigt at realisere sig selv, men det må gøres, synes jeg , med en vis nænsomhed.
Det nytter ikke noget, at man begynder at behandle andre mennesker dårligt , fordi man engang selv blev behandlet dårligt. Uanset hvad man har oplevet, må man passe på ikke bevidst at træde på andre mennesker eller såre dem.
– Jeg har altid været meget sensitiv og kan som regel mærke, hvis folk har det skidt. Møder jeg en person på gaden, der ser ud til at have det dårligt, går jeg hen til vedkommende og spørger, om alt er okay.
– Jeg kan slet ikke forestille mig at være kristen og ikke hjælpe andre. Når man har set bagud længe nok, gælder det om at kigge fremad. I den udviklingsproces, jeg har været igennem, har jeg lært at elske mig selv. Og selv om det kan lyde banalt, så har det gjort, at jeg har lettere ved at elske andre. Det overskud jeg har fået, ønsker jeg at give ud til andre.
– Ved siden af mit arbejde i Cirkus Benneweis har jeg en mere humanitært orienteret bibeskæftigelse. Sammen med Poul Nyrup er jeg ambassadør i foreningen SIND og protector i LAP (Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere).

– Jeg har et hus i Sverige. Det er mit refugium. Jeg elsker det sted. Her kan jeg trække mig tilbage og nyde naturen, som er og altid har været mit rette element.
– Jeg er Gud dybt taknemmelig for mit nye liv. Mindst 50 gange dagligt takker jeg ham. Og når jeg føler trang til det, stiller jeg mig op på et af de højeste punkter på åsen i Sverige, som jeg ofte går tur på. Og så skriger jeg af mine lungers fulde kraft min glæde ud og råber til Gud : ”Tak”. Lyden bliver kastet rundt af ekkoet og kommer farende tilbage til mig, så næsten i to sekunder kan jeg bilde mig selv ind, at det var Gud, der svarede, og sagde: ”Selv tak”.

Interviewet har tidl. været bragt i uge 42/2008, men bringes igen af hensyn til de mange nye læsere fra annoncen i Allers kuponhæfte og i Seniorbladet.